Spring til indhold
Herlevspejderne

Det der med tro

Vi er baptistspejdere, og det vil vi gerne have, du ved, inden du melder dit barn ind. Læs med her for at se, hvad det helt konkret betyder i hverdagen.

Spejdere der sidder og synger med en guitar

Hvad dit barn faktisk oplever

Når vi er afsted sammen på ture og lejre, samles vi en gang imellem til andagt. Det er typisk en kort, rolig stund på ti minutter, hvor vi sidder ned sammen — tit og ofte rundt om lejrbålet. Vi hører en historie, snakker lidt om den og synger måske en sang. Historien kan sagtens være fra Bibelen, men den kan lige så vel være en fortælling om at være en god ven, at tage ansvar for hinanden eller at turde gøre noget, der er lidt svært.

Vi beder aldrig nogen om at bede højt, sige noget bestemt eller tro på noget. Man sidder bare med i rundkredsen og lytter.

Til de helt almindelige onsdagsmøder fylder andagter meget lidt. Her går tiden i stedet med bålrøg, knob og vilde lege.

Hvorfor gør vi det?

Vores spejderarbejde bygger på kristne værdier, og det lægger vi ikke skjul på. Vi holder en gang imellem andagt, fordi vi tror på, at børn og unge har godt af at møde noget, de selv kan tage stilling til. Man kan jo ikke træffe et selvstændigt valg om, hvad man tror på, hvis man aldrig har hørt om det.

Netop derfor lader vi det blive ved fortællingen: Vi fortæller gerne, men vi forsøger aldrig at overtale nogen.

Du behøver ikke være kristen

Du skal hverken være baptist eller kristen for at gå til spejder hos os. Og det er altså ikke bare noget, vi siger for at lyde imødekommende. Vi har spejdere fra mange forskellige baggrunde — og en hel del uden nogen som helst religiøs baggrund. Sådan har det altid været.

For os er det vigtigste, at der er hjerterum og plads til alle, der har lyst til fællesskabet.

Hvad er en baptist egentlig?

Baptistkirken er en af de største frikirker i Danmark og har rødder helt tilbage fra 1839. I modsætning til folkekirken står de lokale baptistmenigheder fuldstændig selv for deres egen kirke. Dørene er åbne for alle, og man bliver døbt som voksen i stedet for som spædbarn — netop fordi tanken er, at man selv aktivt skal kunne tage stilling.

Her i Herlev er vi tæt knyttet til Korskirken, som tæller omkring 300 medlemmer.

Hvis du vil dykke mere ned i historien, har korpset skrevet en rigtig god og grundig tekst om det på baptistspejder.dk.

Spørg os endelig

Er du i tvivl om noget, eller vil du gerne have uddybet, hvad det betyder for lige netop dit barn? Så skriv eller ring meget gerne til os. Det er et helt naturligt spørgsmål, og du er bestemt ikke den første, der stiller det!

Kom og se det selv

Den bedste måde at finde ud af om vi er noget for jer, er at komme en onsdag. De første tre gange er gratis.

Se hvordan I kommer i gang