Så er vi ved at være tæt på at skulle af sted på årets største spejderoplevelse, Spejdernes Lejr. Derfor vil der her komme en del oplysninger, som er vigtige i den forbindelse.
Transport:
Lørdag d. 21/7 skal vi med toget til lejren. Vi skal desværre skifte til bus i Fredericia, så det er vigtigt, at spejderne pakker i så få tasker som muligt, for at gøre skiftet så let som muligt. Vi mødes på Høje Taastrup Station i stationshallen kl. 7:15. Toget kører kl. 7:32, så kom ikke for sent. Ved ankomst skal man krydses af hos egen fører for at vi har styr på om alle er kommet. Vi er på lejren ca. kl. 12:00
Vi har allerede noteret en del, som selv sørger for transport til/fra lejren. Hvis I ikke har modtaget en mail inden for de sidste par uger, omkring bekræftelse af egen transport, vil vi gerne have at I sender en besked om at I selv står for transporten. På den måde kan vi være helt sikre på, hvem der skal med toget derop/hjem. Send besked til mikkelbn(a)dbs.dk med spejderens navn, samt hvilken del af transporten I selv står for.
Onsdag d. 25/7 skal Gøgeungerne og Flokken hjem fra lejren. Det sker også med tog hele vejen uden skift, og toget ankommer til Høje Taastrup Station kl. 16:10
Søndag d. 29/7 skal Troppen og Gruppen rejse hjem kl. 9:00, og vi ankommer på Høje Taastrup kl. 13:28. Denne rejse er også med tog, og heldigvis hele vejen hjem uden skift.
På Lejren:
Vi skal ligge i bydelen Teltrup i kvarteret Teltposen. For at sende post til os skal man benytte følgende adresse:
Spejdernes Lejr 2012
Barnets navn
DBS Herlev – Enhed
Teltrup – Teltposen
Postboks 2012
7500 Holstebro
Der ligger 89 spejdere i vores kredslejr alene, og 250 i vores kvarter og 35.000 på hele lejren, så sørg for at få den korrekte adresse på brevet, for ellers er det svært at få frem til os.
Vi skal ligge sammen med de andre spejdere fra Herlev kommune samt nogle internationale gæster fra Sverige og USA. I vores kreds har vi fået en svensk venskabskreds Västerstrands Scoutkår, som kommer med 9 spejdere og 2 ledere og skal ligge samme med os.
Besøgsdag:
Der er i princippet åbent for besøgende hver dag på lejren, men vi henstiller til at I vælger at komme enten mandag eller fredag for ikke at vi bliver overrendt hver dag. Der er gæsteparkering i nærheden af lejren, som koster 100 kr. om dagen at benytte. Det er ikke tilladt at tage hunde med på lejrpladsen.
Programmet:
Der vil ske utroligt meget forskellig på lejren, men der er især nogle store arrangementer, som er værd at lægge mærke til.
Spejdernes Lejr 2012 bliver Danmarks største spejderlejr, og når hele eller næsten hele lejren gør noget sammen, bliver det et rigtigt stort arrangement. Der bliver nogle store arrangementer ved den store scene, og de bliver alle overvældende, farverige og storslåede. Arrangementerne bliver en blanding af spejderoplevelser, masser af musik og professionelle optrædende.
Åbning – søndag kl. 20-21 Spejdernes Lejr 2012 åbner med et brag. Åbningen bliver det største og mest professionelle show, du har oplevet på en spejderlejr, med dans og musik, sjov og larm. Blandt de optrædende er de to konferencierer Anders Lund Madsen og Anders Breinholt. Martin Brygmann synger lejrsangen, og man kan opleve Odinteatret, Det Kongelige Teaters Balletskole, Kalles World Tour, lejrens eget spejderkor og mange flere.
Børnefest (Gøgeunger og Flok) – tirsdag kl. 14-16
Festen for de yngste er et show med professionelle optrædende, der sammen med spejderne spiller en gribende fortælling, hvor spejdernes indsats er afgørende for at nå målet.
Ungdomsfest (Troppen og Gruppen) – torsdag kl. 20-01
Festen for de unge sætter fokus på nye og gamle venskaber med et ildshow og en vild koncert.
De unge opfordres til at klæde sig ud, så det passer til ildtemaet. Se udklædningsideer på www.2012.spejderne.dk og lejrens Facebookside op til lejren. Der sælges alkoholfri drikke og snacks.
Gudstjenester
Der vil være gudstjenester på forskellige tidspunkter i kulturcafeerne og ved den store scene (onsdag kl. 10-11) med deltagelse af spejderkor og hus-orkester.
Afslutning – lørdag kl. 21-23
Lejrstemningen kulminerer, når vi samles for at sige farvel. Afslutningen er tilbageblik på lejrens magiske øjeblikke, det bedste vi kan præstere, sang og store følelser. Gaven til hele lejren er en hemmelig koncert med Danmarks bedste band.
Sidst men ikke mindst…
Glæder vi os utroligt meget til at skulle af sted. Det bliver en helt speciel oplevelse, men også noget helt andet end vi er vant til. Så vi vil gøre vores bedste til, at alle spejdere får en god og tryg oplevelse af at være af sted på en stor lejr, og har gjort rigtig mange forberedelser hjemmefra for at være så velforberedte som muligt. Og hvis I har nogle spørgsmål til lejren er I meget velkomne til at kontakte kredsfører Mikkel på mikkelbn(a)dbs.dk.